Fredag den 29. marts

I går aftalte vi, at vi her til formiddag ville gå ud til San Augustin, så langt vi kunne komme, og så tilbage gennem byen via San Augustin Centeret.

Dagen startede med sol fra en skyfri himmel, og meget lidt vind, og det holdt faktisk hele dagen, så det var rigtigt Gran Canaria vejr, dog stadig køligt om aftenen.

Men klokken halv ti gik vi af sted. Der var rigtig mange mennesker ude at gå. Da vi kom ud til den første trappe, som vi skulle op ad, mødte vi Åse og Morten. De sad oppe halvvejs på trappen og havde lige et pit stop. Den er også lidt sej at komme op ad, den trappe, meget lang. Nå, men Åse og Morten viste ikke. At man kunne komme længere ud, så de fulgtes med os videre. Morten syntes det var en meget interessant vej vi havde fundet, for man går jo ad en smal sti, lidt højt oppe, og så skal man ned af nogle trapper, og over en sten strand, og derefter op igen, og videre ud af en sti, indtil den stopper, og man så må gå op af endnu en trappe, hvor man kommer op til en vej lige ved hovedvejen, som man kommer af, når man kommer fra lufthavnen.

Så gik vi ad byen hjemad, og var på vejen inde på den svenske Cafe og få en kop kaffe. Det var en god lang tur, som vi altid går mindst en gang, når vi er hernede. Vi har også gået den i den 1. uge vi var her, men Åse og Morten har aldrig været på det sidste stykke udad, så det var nyt for dem.

Da vi var kommet tilbage til hotellet, lagde vi os ud i haven og var da også en tur i poolen, selv om den er meget kold. Termometeret viser godt nok 25 grader, men vi tror ikke rigtigt på det. Til gengæld var solen meget brændende, så ind i mellem måtte vi trække ind i skyggen.

Om eftermiddagen kom Gitte over, og spurgte om vi ikke havde lyst til en pandekage, for Leo stod derinde og bagte pandekager. Vi sad lige og drak en kop kaffe, og havde lige spist det sidste kage fra dagen før, så jeg kunne ikke spise mere, men Mogens ville gerne have en, så vi gik med over, og så tog jeg bare resten af min kaffe med, som jeg så drak, medens de andre spiste pandekager med chokoladeis til. Gitte og Leos søn og svigerdatter var der også. De kom herned i onsdags, og skal være her til på næste onsdag. Det var meget hyggeligt.

Senere gik vi over til os selv, og sad og nød den sidste sol, inden den forsvandt bag nabohuset. Det havde været en virkelig flot dag.

Vi sad og fik en rom og cola, inden vi gik i bad og bagefter fik lavet mad. Pasta med kødsovs. Det blev lidt sent inden vi fik spist, men vi har jo god tid, og skal ikke noget, så det er jo OK.

Så gik vi en lille tur, inden vi igen satte os udenfor og nød aftenen, men endnu en rom og cola, inden vi gik i seng. Vi plejer ellers kun, at få en rom og cola om dagen, men i dag har vi altså fået to. Vi har også arvet så mange ting, af alle dem som er rejst hjem, blandt andet deres rester af rom, så jeg tror ikke, vi kan nå at drikke det hele, men så må vi jo se om der andre der kan overtage resterne. Vi har også nogle øl tilbage fra Mogens’ fødselsdag, men dem har vi bare tænkt os, at sætte ud til gartneren.

En tanke om "Fredag den 29. marts"

Skriv et svar