Torsdag d. 13. Oktober – Rejse til Gili

Vi stod op allerede kl. 7 idag, og fik badet og pakket det sidste ned. Kl. 7.30 kom vores morgenmad som vi som vanligt nød på terrassen. Bagefter fik vi gjort os helt færdige, inden vi gik op i receptionen for at checke ud og afregne. Vi blev hentet 8.30, og mens vi ventede snakkede vi lidt med PJ som var en lokal der var ansat. Det var ham der havde booket bådtur til Gili og fundet ud af vi sagtens ku få en åben billet. Vi havde også mødt en op i landsbyen igår som fortalte at han havde noget familie på Twin Island, og det viste sig at være PJ. Vi havde også set en lokal gå med en hane i bur forleden, og spurgt om det var til hanekamp hvilket det var. Vi spurgte PJ lidt om det, og han fortalte lidt om hvor de blev afholdt og hvordan det foregår. Selvom vi måske ikke rigtig syntes om sådan noget, kan vi jo ikke begynde at belære dem om det, men i stedet høre lidt om det fra deres synsvinkel. PJ så da også nogle gange kampene, men spillede ikke rigtig på dem. De slås til en af dem dør, men den døde hane bliver dog spist bagefter.

Vi blev hentet og kørt ned til hvad der vel var en form for færgeterminal. Fik købt billeter og sad så og ventede en times tid, mens der kom flere der også skule til enten Gili Air, Gili travagan, Lombok eller viste det sig Bali. Vi blev puttet i nogle små både og sejlet ud til en større båd. Den var nu ikke helt så fin og ny som i deres brochure men ok, vi har da prøvet det der var være. Sejlturen tog ca. 3 timer, og tiden blev fordrevet med at se lidt film på de ophængte tv, og snakke lidt med nogle andre danskere der også var med.

Fremme på Gili Air viste Susan at vi bare skulle til højre fra landgangen og skulle gå 4-500 meter ned af stranden. Det første syn der møder en i land er temmelig beskidt, det burde de få ryddet lidt op i, og ellers ligger man hurtig mærke til alle de små hestevogne som er taxa’erne her på øen. Ingen motorbikes altså lige bortset fra nogle meget få, som så tilgengæld køre på strøm. Og alle heste har bjælde på, så det lyder nærmest som julemandens kane med rensdyr 🙂

Efter at have pakket ud, tog vi os en lur. Vi syns vi bliver trætte på rejsedagene denne gang, mon vi er ved at blive gamle? Bagefter gik vi os en tur ud af stranden og tilbage gennem hovedgaden, fik lige en milkshake på vejen og så ellers hjem igen. Inden vi gik ned for at spise snakkede vi lige lidt med Brønshøj, selvom forbindelsen ikke var den bedste var det jo hyggeligt nok. Hotellet restaurant er rimelig stor, både med borde oppe under tag, og de hyggelige som vi elsker, nede på stranden med fødderne i sandet og ind imellem i vandet;-) Maden her viste sig at være super lækker, og tilmed billig i forhold til Lembongan. Vi fik dybstegte løgringe en karry ret med kyling og et blandet grillspyd med kylling, bøf , tun og lidt grønsager. Det var det bedste mad vi har fået indtil nu, skønt skønt. 

Vi nåede ikke at bade, men i morgen står den på badning, og snorkling. Vi snakkede med en engelsk mand, som vi troede måske var ejeren, men som altid var det konen der var boss:-) Han fortalte at vi skulle tage ud snorkle om morgenen, inden der kom for mange både på revet, lige lidt til venstre for hotellet. Der plejer at være skildpadder der tidligt, men når bådene kommer forsvinder de. Idag har været en god dag… Imorgen bliver en super dag.

Godnat og sov godt.

Skriv et svar