Onsdag den 3. september 2014
Vi havde sat vækkeuret til kl. 04:45, og efter at have spist noget skyr med fyld, og lige ordnet de sidste ting, gik vi over til 5A og kørte til lufthavnen.
Vi tjekkede ind ved selvindtjekningen og gik derefter hen til en lang kø, hvor vi skulle aflevere bagagen. Men selv om køen var lang, tog det nu ikke så lang tid inden vi fik afleveret vores kufferter. Derefter gik vi op til sikkerhedskontrollen, og her var der ca. et kvarters ventetid.
Da vi var kommet igennem, gik vi hen til Tigerbutikken og købte noget vand, og bagefter hen og fik en kop kaffe og en bolle, og så måtte vi jo også lige hen til Lagkagehuset og købe et rugbrød. Så var klokken efterhånden blevet så mange, at det var tid til at gå ud til gaten. Her var de begyndt at boarde, så efter vi havde fået taget vores fly strømper på gik vi ombord på flyet, som kom af sted til tiden.
Flyveturen gik fint, og vi landede lidt før beregnet tid p.g.a. det gode vejr.
Vi fik vores kufferter rimeligt hurtigt, og gik så ud til busserne. Her ventede vi så til gengæld i lang tid, inden turen gik til hotellerne.
På Los Angeles fik vi værelse nr. 9, som er oppe på 1. sal. Vi ville helst have haft et nede i stueetagen, men skidt med det. Det går jo nok.
Her er blevet renoveret, siden vi var her sidst. Receptionen er blevet lavet helt om, og er meget fin og lys. Poolen er blevet lukket inden bag glasvægge. Det synes vi er lidt underligt, for det tager en masse plads af haven, og det er meget sjældent, at her er børn.
På værelserne er badekarret nedlagt på badeværelserne, og i stedet er der brusebad, med en dejlig stor bruser. I køkkenet er der kommer microbølge ovn og nye inductions kogeplader. Og så er der kommer nye kopper og tallerkener.
Da vi havde fået pakket ud, lavede vi en kop kaffe, som vi drak, inden vi gik over til Lidl for at handle. Så tilbage og pakke ud, og derefter over til Spar og købe en stor dunk Vand og Cola. Men kan ikke mere købe vand nede i receptionen, og der står heller ikke vand i køleskabet når man kommer.
Så var klokken efterhånden blevet omkring syv, og vi trængte lige til, at blive skyllet af, inden vi skulle ned og spise. Vi gik ned til Roma og spiste. Først delte vi en Foccacia med hvidløg (smagte smadder godt), og derefter fik Mogens medaljon af kalkun, og jeg fik noget pasta med valnødder i gorgenzola sovs. Begge dele smagte godt.
Så var vi både mætte og trætte, så vi gik hjem ig i seng efter en lang dag.
Torsdag den 4. september 2014
Jeg stod op ved halv syvtiden, og lavede lidt norgengymnastik, og ville så gå en tur. Men da det stadig var mørkt, måtte jeg lige vente med at gå, til det begyndte at lysne ved halv ottetiden. På tilbagevejen var jeg lige inde i Spar og købe lidt morgenbrød.
Efter morgenmaden, som vi sad længe over, gik vi ned i haven og lagde os. Men efter et par timer blev det helt overskyet, så vi pakkede sammen og gik op igen. Så gik vi en tur ud til den store Eurospar, og et par steder mere, og så var solen igen kommet frem, så vi gik hjem og lagde os igen ned i haven en times tid, inden det igen blev overskyet.
Så gik vi op og satte os på altanen og fik en kop sen eftermiddagskaffe, og efter et stykke tid kom solen igen frem, men da klokken efterhånden var blevet omkring seks, blev vi bare oppe op altanen.
Efter vi havde spist til aften (færdigkøbt pizza, varmet i micro ovnen, og tomatsalat) gik vi tur, og nu sidder vi igen på altanen, og drikker et glas saftevand, inden vi om lidt skal i seng. Klokken er nu lidt over elleve.