Tirsdag den 26. marts

Igen i dag startede vejret med at være lidt blakket, så det var svært at vide om det blev sol eller overskyet, men i løbet af en times tid forsvandt skyerne og solen skinnede dejligt og varmt, og det blæste heller ikke helt så meget, som det  ellers har gjort.

Efter morgenmaden gik vi ud til ”Den Gule Rose”, som er den restaurant, hvor vi skal mødes med Annie og Freddy på onsdag. Bare for nogenlunde at vide hvor lang tid vi skulle bruge, for at komme derud. Det tog ca. 20 minutter. Bagefter gik vi hen til Belle Vista Centeret, hvor der ligger det store HiperDino supermarked på første sal. Vi gik lige en tur rundt i supermarkedet i håb om evt. at kunne finde nogle påske servietter, men det kunne vi ikke. Da vi så var på vej ned, gik vi lige ind i en butik ved rulletrappen, som har en masse forskellige party ting, og derinde fandt vi både servietter og andre små påsketing.

Mogens var ellers også lige ved, at få sig en ordentlig en på hovedet, for da vi var på vej gennem centeret, så han, at Lene og Knud stod og så på et butiksvindue, og så gik han hen til Lene, som stod med ryggen til og tog i hendes rygsæk, og så vendte hun sig lynhurtigt om, og skulle lige til at daske til ham, da hun så opdagede hvem det var. Hun fortalte så, at hun en gang i Kolding, havde været ude for, at der var en, der ville stjæle noget fra hende, så hun er meget opmærksom når hun mærker noget. Desuden fortalte hun, at hun slet ikke havde noget af værdi i sin rygsæk. Nå, men så stod vi der og snakkede med dem en halv times tid, inden vi kom videre.

På vejen hjem var vi så lige inde på en cafe og få en kop kaffe. Den lå lige ved det store lokale supermarked, så vi gik lige derind, og købte en dåse tun, for vi skulle have noget pastasalat til frokost. Og det var faktisk godt, at vi gik derind, for det er jo der vi skal købe kage til på torsdag, og vi var i tvivl om supermarkedet i det hele taget var åbent torsdag, men nu så vi, at der stod, at der var åbent torsdag, men lukket fredag, så nu kan vi med god samvittighed vente med at gå derhen til torsdag formiddag. Vi havde ellers talt om, at gå ud og købe kagerne onsdag eftermiddag, og så sætte dem i køleskabet til torsdag, men da de er frosne, er det bedre at købe dem torsdag formiddag, for så passer det lige med, at de er tøet op til om eftermiddagen.

Klokken var efterhånden blevet et, så vi lagde od ud i haven da, vi var kommet hjem. Ved to tiden gik jeg ind og blandede vores pastasalat, som vi så spiste, inden vi igen lagde os.

Sådan en dag går meget hurtigt, for pludselig var klokken blevet seks, og så gik først Mogens ind og i bad, og bagefter fik jeg også et bad. Så fik vi lige en lille rom og cola udenfor, meden Mogens kiggede lidt på computeren og jeg sad og strikkede, og ved halv ottetiden gik jeg ind og kogte lidt kartofler, som vi spiste sammen med et par tynde skiver af noget oksekød (tror jeg), og resten af pastasalaten. Det smagte udmærket.

Inden vi gik i seng, gik vi først en lille tur, og sad også lige en halvanden times tid ude på terrassen, og fik vores glas saftevand til vores piller. Gitte kom over med et par stykker chokolade til os, og så kom Leo også lige over og snakkede lidt, og så var den dag forbi.

Skriv et svar