Onsdag den 16. oktober
I dag er det vores næstsidste hele dag, og de sidste dage vil vi bare gå til stranden og bade og sole os.
Så vi gik ned til det første stykke strand, ikke helt hen til massagedamene, og lagde os der. Vi badede et par gange’, og ellers lå jeg bare og læste. Efter et stykke tid måtte jeg dog trække ind i skyggen. Senere gIk jeg op til cafe’en og købte to ciabatta sandwich, en med skinke og ost, og en med tun. De var gode, men jeg tror også, at den cafe er lidt dyrere end de andre, vi har været på. Det er nok også fordi den ligger der lige ved stranden. Ved halv tretiden begyndte det at dryppe. Så pakkede vi sammen og begyndte at gå hjemad. Vi måtte nu gå lidt i læ i 10 minutters tid, da regnen pludselig tog til. Men hjem kom vi da.
Så drak vi en kop kaffe, og slappede af indtil det var tid til at gå i bad, før vi skulle ned og have massage. Efter massagen var vi henne og spise, og senere nede og få en mojito. Så gik vi tilbage til hotellet og sad på altanen, indtil vi gik i seng ved ellevetiden.